Det norske landshold oplever i denne historiske fase en af de mest bemærkelsesværdige perioder siden fodboldens begyndelse i landet. Ikke blot findes der i landsholdets trup en født målscorer, som er blandt verdens tre stærkeste, men også andre spillere har gjort sig bemærket. Det nuværende højdepunkt i Norges landsholds udvikling er dets præstation ved det seneste verdensmesterskab. Norge spillede der modigt og selvsikkert og formåede at vinde fire ud af seks kampe. Blandt de hold, som Norge slog ud i ottendedelsfinalen, var Brasilien under ledelse af Carlo Ancelotti. Det er ikke overraskende, at Norges turneringsrejse blev afbrudt i kvartfinalen af det pragmatiske England. I sin kerne handler spørgsmålet om at begrænse Norges styrke ved at holde Erling Haaland nede, da han i gennemsnit scorer mere end ét mål pr. kamp for landsholdet. Men langt fra alle hold kan løse dette. England formåede det i den nævnte kamp. Det er ganske muligt for Portugals hold. De havde et middelmådigt sommer-VM i Nordamerika. Under ledelse af Roberto Martínez nåede holdet ottendedelsfinalen. Det kunne synes, at et exit mod den kommende VM-vinder ikke er en skamplet. Men det virker sådan, hvis man ikke tager Portugals trup i betragtning; især midtbanen bestående af Vitinha, Neves, Neto, Fernandes og João Félix vækker frygt. Naturligvis bør et sådant landshold kæmpe om de højeste placeringer i verdensfodbolden. Deres første kamp i Nations League blev spillet hjemme mod Wales. Som klare favoritter spillede Portugal defensivt og skabte muligheder, men nøjedes med kun ét mål. Det væsentlige i mødet var ikke Portugals sejr, men at Jorge Jesus fik lov til at skifte Cristiano Ronaldo mindst midt i anden halvleg. Gæsterne er betydeligt mere alsidige og bedre end nordmændene.